Blog

Til årgang 2019-20, lørdag d. 27. juni 2020

Der er håb nok til alle dem som tror
Der kommer altid en chance til
Der er luft nok til den der giver slip
Der er frit fald til alle dem der tør
Der er et helt univers af ild og støv
Med en stilhed som ingen har prøvet før
Der er afsked, kys, vi ses måske igen
Og alting bliver aldrig helt det samme
Der er håb i selv de mest forkomne drømme

Da jeg som tyveårig, ung student tog ud i verden for at blive klogere på den og mig selv, fik jeg en følgesvend i Steffen Brandt, forsanger og sangskriver i bandet TV-2. På sin helt egen måde blev han soundtracket til de år, der prægede mig meget – og han har fulgt mig lige siden. Sådan tror jeg faktisk, mange har det, og Steffen Brandt har været soundtrack til mange årtier. Her kan musikken og teksterne bare noget helt særligt.
Så når Steffen Brandt formulerer, at der er håb nok til alle dem, der tror – og at der altid kommer en chance til – så tror jeg på det.

Netop de linjer skrev jeg på en note tilbage i april, da alt håb syntes ude. Skolen var fuldstændig mennesketom. Lærerne sad derhjemme bag hver deres skærm og talte med jer, der sad bag hver jeres skærm. Vi forsøgte konstruktivt, optimistisk at lave fjernundervisning, og meget af det lykkedes jo ganske godt. Men efterskole, det var det ikke!
Vi havde ondt af jer og syntes, I gik glip af alt for meget. Og samtidig havde vi respekt og forståelse for, at alle måtte bidrage til at komme gennem sundhedskrisen. Det hårdeste var nok uvisheden. Uvisheden, om hvornår I måtte komme tilbage – om I måtte komme tilbage. Om I egentlig havde det godt – og visheden om, at vi ikke kunne være det for jer, som vi gerne ville. Verden føltes på så mange måder fuldstændig fra forstanden, og vi havde ingen erfaringer at trække på. Vi måtte tage én dag ad gangen.
Vi gennemlevede alle følelser. Optimisme blev afløst af opgivenhed, og det bølgede frem og tilbage. I sad med en følelse af, at dyrebar tid bare smuldrede mellem hænderne på jer.
Men Steffen Brandt fik ret. Der var et håb, og vi fik en chance til. Der var tydeligvis et håb i selv de mest forkomne drømme.

Drømmene er ikke større end de, der drømmer dem. Tilbage i august mødte I forventningsfulde, spændte og glade op – klar til jeres livs efterskoleår. Fyldt med drømme og høje forventninger. Forventningspresset var massivt, både rettet mod jer selv og mod skolen. Både I og vi var spændte på, om vi var i stand til at leve op til disse forventninger. Jeg fik vist sagt noget med, at I ikke måtte tro, at det store, stærke efterskolefællesskab ville ligge lige foran jer – at det skulle skabes af jer og os. Jeg tror ikke helt, I hørte efter, for I havde fart på og ville gerne nå mest mulig på kortest tid. Men drømmene var alligevel ikke større end jer – I udlevede jo i løbet af året alt det, I drømte om. Året blev til jeres, skolen blev jeres. I har været vilde, højtflyvende, kærlige, energiske, flyvske og indimellem bøvlede. Usædvanlig mange elever valgte i den første tid skolen og fællesskabet fra, og vi spurgte os selv, om vi havde fejlet som skole eller fællesskab. Det er svært at svare på, men jeg tror det ikke. Ingen er fejlfrie, men vi har simpelthen ikke noget at udsætte på jer som flok – som elevhold. I har gjort jeres bedste, det samme har vi, og vi har i fællesskab skabt det, der blev årgang 2019-20. Vi vil tænke tilbage jer med stor glæde. Og selvom der blev kaldt time-out i foråret, så vendte I retur med et hidtil uset energiniveau. I har oplevet, dyrket og udlevet jeres efterskoleår så intenst i de sidste seks uger, at nok har I mistet tid i sin reneste form – sekunder, minutter, timer og dage. Men I har til gengæld fået så meget mere ud af den tid, I trods alt fik, for aldrig før har vi lavet så god efterskole før i juni måned. I har med jeres energi, gejst og vilje indhentet meget af det tabte.

Filosoffen Morten Albæk, som jeg har før har refereret fra, har i en tale til ungdommen sagt, at ”Nej, du kan ikke blive, lige hvad du vil, uanset hvor meget dine forældre i misforstået kærlighed har sagt det til dig. Uanset hvor meget en overentusiastisk og godtroende, men ikke desto mindre vildfaren ungdomscoach må have forsøgt at bilde dig det ind. Og det er fuldstændigt uproblematisk. For selv om der er så meget i livet, man aldrig kan blive og derfor aldrig kommer til at opleve, så er livet så hamrende stort, smukt, komplekst og uforudsigeligt, at det hele tiden tilbyder dig flere oplevelser og erkendelser, end du nogensinde vil være i stand til at tro eller overskue.”
Han fortsætter: ”Hvis du render rundt i en selvtilstrækkelig rus af tillid til dig selv, bliver du svær at elske. Du bliver ensom. Hvis du omvendt møder verden med selvforagt og konstant mistro til dig selv, bliver du svær at elske. Du bliver ensom. Du er noget værd i egen ret. Respekterer du det, bliver du nem at elske.”
I har hele livet foran jer. I kan ikke blive hvad som helst, men det er heller ikke, hvad vi har ønsket at lære jer i år. Vi har derimod forsøgt at vise vejen til det gode liv ved fordybelse, vilje og nysgerrighed. Vi har skabt nogle rammer, der har givet jer oplevelser og erkendelser, og det har været en dannelsesrejse for jer hver især, der klæder jer på til de tusindvis af valg, beslutninger og veje, der ligger foran jer. Dannelsesrejsen er på ingen måde slut, den er sådan set kun lige startet.

Nu skal I videre ud i livet. En masse godt og spændende ligger og venter på jer efter sommerferien. I får sikkert sommerfugle i maven, når det nye nærmer sig, men I rustede til det. I kan lægge et intensivt udviklingsår bag jer og tage alt det, I har lært med jer.
Hold fast i den åbenhed og fordomsfrihed, efterskoleåret forhåbentlig har givet jer. Tro på, at jeres omgivelser vil jer det bedste og indtag en positiv holdning til dem, I møder. Verden ligger foran jer.
Tag på højskole, tag nogle omveje, læs aviser og bøger, fordyb dig i dine interesser, gå ud i naturen, træf selvstændige beslutninger, lav bål – masser af bål – og læg dig på sofaen, når du trænger til det. Glæd dig på andres vegne og giv komplimenter.
Jeg håber, skolens værdier har plantet sig i jer. At det altid kan svare sig at gøre sig umage, at fællesskab er noget, man giver til hinanden, at forskellighed er en styrke.
Noget, I også kan tage med jer resten af livet, er håbet. I må aldrig miste håbet og troen på, at I kan forandre verden og jer selv. Nedlukningen i foråret udfordrede den kompetence hos både jer og os, men vi blev også bekræftede i, at tro, håb og kærlighed overskygger modløshed og mørke tanker.

I de kommende uger kan I blive ramt og overmandet af massiv tristhed og være opgivende over for alt det, der venter efter sommerferien. Det er naturligt, men når alt det nye nærmer sig, så vær åben og positiv – mød de nye ting med samme iver og energi, som da I startede på Brøruphus. Livet går videre, det skal det jo, og der venter jer så mange fine oplevelser og år derude.
Jeg er tryg og glad for at sende jer ud i verden, for I har vildt meget at byde på.

Vi siger farvel til:

• Store guns, stærkmandskonkurrence og nyt udendørs gym.
  
• Farvel til familiegrupper, afstandskrav og ensrettet i spisesalen.
  
• Farvel til kopnudler, quookere og køkkenets ene mesterværk efter det andet.
  
• Farvel til morgenrengøring og venlige, bestemte opfordringer til gruppemøderne.
  
• Farvel til Hussi, Ibbe, Pede, Fireball, Puta, Fritz – og alle jer andre, der er blevet kaldt ved jeres fødenavn.
  

I har kram og nærhed til gode – og det bedste er, at I må vende tilbage som gode, gamle elever og få og give alle de kram, I vil. Vi skylder hinanden den nærhed – og den skal nok komme retur.

Kære forældre. Det har på alle måder været et specielt år for jer. Afbrydelsen, de mange beskeder, frustrationen I oplevede på tætteste vis. Jeres loyalitet og positive bidrag har været guld værd for os, og vi har været dybt, dybt taknemmelige for det tillidsfulde og ordentlige samarbejde med jer. Det føles simpelthen så forkert, at vi ikke samles med jer alle i dag og på den måde få sagt ordentligt farvel – der er sådan set ikke noget, vi hellere ville – men når rammerne er, som de nu engang er, så skal der herfra lyde en stor tak til jer. Tak for medspil og modspil – tak for jeres gode opbakning og tilstedeværelse, når vi inviterede.
Og tak fordi I har sendt sådan en flok dejlige børn på efterskole på netop Brøruphus – vi kunne ikke have tænkt os en bedre flok end denne. I står jo på sidelinjen sådan et år, og det har sikkert været lærerigt også for jer, men jeres opbakning og det gode samarbejde med jer betyder mere, end I aner.
I er faktisk langt vigtigere for et vellykket efterskoleår, end I måske tror.
Nyd den kommende tid – I får nogle dejlige, kloge og modne børn med hjem – men giv dem lidt tid og plads, for det kan være noget hårdt og uoverskueligt for dem at vænne sig til livet som tidligere efterskoleelever. Giv en ekstra krammer og vid, at det nok skal gå over.

Kære medarbejdere. I har min største og dybeste respekt. Der er intet venstrehåndsarbejde over den indsats, I leverer, og det er en kæmpe fornøjelse at lave god efterskole sammen med jer. I er skarpe og energiske, og I har en stor del af æren for, at vi er lykkes så godt med skoleåret og elevholdet, som vi er. Effektivt og med oprejst pande gik I fra fysisk undervisning til fjernundervisning, og I gjorde alt, hvad I kunne for at give eleverne den bedst mulige oplevelse.
I har knoklet, svedt og kæmpet, og jeg vil gerne takke jer for indsatsen, kampen og resultatet. I er helt grundlæggende bare gode.

Det var det. Vi kan ikke presse mere ud af skoleåret 2019-20. Skoleåret er uigenkaldeligt forbi.
Jeg håber, I har fået præcist det ud af året, som I skulle. Jeg håber ikke, at året blev, som I forventede. Jeg håber sådan set af hele mit hjerte, at I har fået en masse andet med, som I ikke forventede. At I er blevet udfordret på jeres værdier, ståsted og holdninger – at I tager forandrede hjem. Gør jer umage med hinanden og engagér jer i det samfund, I er en vigtig del af. Stå på tæer og tro på, at I er uendelig meget værd. For det er I er! Følg jeres hjerter og grib alle de muligheder, der opstår.
Det har været et eventyr fyldt med erobringer, sejre, kærlighed, nedture, udfordringer, glædestårer og læring. Men alle gode eventyr har en sidste side, og det sidste punktum er nu sat.
Husk nu håbet. Ungdommens håb om en bedre fremtid kan sætte forandringer i gang, og det er jo det, I skal. I skal forandre og præge fremtiden og verden. Vi er her kun et øjeblik, så er vi videre, så er vi væk, så sørg for at sætte jeres præg på verden. I har det i jer.

Lykke på rejsen kære elever. Gør dog noget, brug dog tiden, elsk hinanden.
Tak for jer – tak for tiden på Brøruphus – pas nu rigtig godt på hinanden.
På gensyn som gode, gamle elever.
Tak.