Til årgang 2020-21, lørdag d. 26. juni 2021:
Intet varer evigt. Når man bakser med livet, har kærestesorger, ondt i ryggen eller bare har en dårlig dag, kan det være godt at minde sig selv om, at intet varer evigt. For i morgen er der atter en dag, og måske er bekymringerne og problemerne forsvundet. Men et smukt stjerneskud, en god film, et kys eller en særlig god ferie varer heller ikke evigt. Desværre. Hvem kender ikke ønsket om at sætte tiden i stå, fordi noget bare er særligt fint og godt? Man siger faktisk, at forfatteren Karen Blixen gik rundt med en seddel i lommen med ordene ”Intet var evigt”. Den tog hun op en gang i mellem. Både når det gik helt vildt godt, og når det gik helt vildt skidt.
Et efterskoleår varer heller ikke evigt – i hvert fald ikke i fysisk forstand. Vi er nået til de sidste timer af jeres efterskoleår, og hvor gerne vi end ville, kan vi ikke trække mere ud af jeres år på Brøruphus. Det stopper her, men I stopper på toppen.
Denne sommer er der EM i fodbold – og nogle af kampene endda på dansk grund. Hele nationen gik i chok, da vi så Christian Eriksen ligge livløs på banen. Kollektivt holdt vi vejret, og vi åndede alle lettet op, da vi fik besked om, at hans tilstand var stabil. Det var voldsomt og heldigvis et eksempel på, at heller ikke sådanne chok og rystelser varer evigt. DBU arbejder under sloganet ”En del af noget større”. Forskrækkelsen i Parken og den landsdækkende opbakning til landsholdet foldede i den grad dette slogan ud, da vi som nation stod sammen om Eriksen og hans holdkammerater. Vi følte os som en del af noget langt større end en tilfældig fodboldkamp. Vi følte os en del af et nationalt fællesskab. Og i de følgende dage følte vi i lige så høj grad et globalt fællesskab, da medier og mennesker over hele verden sendte kærlighed i vores retning. Vi var ikke alene, og vi stod sammen.
Vi har brug for fællesskaber. Det ved I alt om. Jeg vil faktisk påstå, at I er fællesskabseksperter. I ved, hvad der bidrager til positive, opbyggelige fællesskaber – og I ved, hvad der sker, hvis man ikke passer ordentligt på hinanden i fællesskabet. Jeg håber, I tager denne lærdom med jer. Jeg håber, I vil engagere jer og dyrke fællesskaber alle de steder, I kommer. På jeres ungdomsuddannelser, i foreningslivet, derhjemme og med jeres venner. I er særligt kvalificeret, og I har et særligt ansvar. Med jeres empati, nysgerrighed og varme kommer I langt.
Det har været et vildt år. Til tider kaotisk og bøvlet. Det gik ikke helt, som vi troede, da vi startede skoleåret tilbage i august. Vi fik sammen skabt os et lille coronafrit helle, hvor vi nok har haft restriktioner, men vi har ikke ladet det fylde dagligdagen. Hele efteråret accepterede vi sammen vilkårene og skabte vores egen vej gennem restriktioner og aflysninger. Håbet blev holdt oppe, og I var som årgang ekstraordinært seje.
Men så kom januar. Vi blev lukket ned, og I følte med rette, at noget af det meste dyrebare smuldrede mellem fingrene på jer. Det var barsk og belastende, og som tiden gik, blev I mere og mere tynget af situationen. Ingen kunne gøre for det, og vi fornemmede, at I stod splittede mellem følelsen af afmagt og en forståelse for, at vi selvfølgelig måtte acceptere en verdensomspændende pandemi. Vi var i den grad en del af noget større – om vi ville det eller ej.
Mange af jer kender nok Andreas Odgaard, der er sanger og sangskriver. Han har skrevet sangen ”I morgen er der også en dag”. Man skulle næsten tro, han havde været efterskoleelev under nedlukningen, for jeg synes, han sætter nogle meget rammende ord på, hvordan det føltes for jer og mange andre unge:
Du er gået i sort
Du siger livet er lort
Du kan sove i tusinde år
Jeg er her når du vågner
Du føler dig svag
Men lyset vender tilbage
I morgen er der os’ en dag
Det hele var sort, og I gik i stå – men jeg håber, at I havde fornemmelsen af, at vi var her, da I vågnede. Det var en vild omvæltning at komme fra skærmen og eget værelse tilbage til efterskolelivet, men I vågnede i den grad og har de seneste måneder givet den alt, hvad I havde i jer.
For lyset vendte tilbage. I har været hinandens lys, og I har indhentet det meste.
Forfatteren Pia Juul har skrevet en meget kort novelle, der lyder: ”En snestorm udsatte deres møde. Det føltes som en katastrofe, men de kunne ikke vide, at der var tid nok.”
Længere er novellen ikke. Det havde måske hjulpet lidt på både humør og overskud, hvis I havde vist, hvor meget vi kunne kompensere for og indhente, når I kom tilbage. Og det var jo nok det hårdeste: uvisheden og usikkerheden. Ingen vidste, hvor lang tid det tog, og hvad der ventede os, når I kom tilbage.
Dette år har været et – måske lige tydeligt nok – eksempel på, at man aldrig ved, hvad dagen i morgen bringer. Men nedlukningen har ikke defineret jeres efterskoleophold, og den har slet ikke defineret jer som årgang. På den lange bane er jeg overbevist om, at det er alt det andet – fællesskabet, oplevelserne, venskaberne, undervisningen og fritiden – der står tilbage som det vigtigste ved jeres efterskoleår. Det er dét, I vil huske. Det er dét, vi vil huske jer for. For I har jo taget den vildeste revanche med alt det, I har fyldt tiden ud med, da I kom tilbage på skolen. Vi kan ikke mindes en så initiativrig årgang som jer. I min åbningstale sagde jeg til jer, at ”En flok mennesker, der kun vil noget med sig selv kan aldrig blive et fællesskab. I skal ville noget med hinanden, og I skal give noget af jer selv. Sæt jer selv på spil, vov noget, giv mere til fællesskabet end I behøver.” I har taget det meget bogstaveligt! I har, som sjældent set, sat jer selv på spil og givet meget mere til fællesskabet, end I behøver. Det har været så rørende og stærkt at være vidne til og en del af. I har haft en glubsk appetit efter oplevelser og fællesskab, og I har fået, hvad I kom efter. I har også fået en masse, som I hverken har bedt om eller drømt om, og det er netop essensen af det dannelsesprojekt, I har været en del af.
Vi har været dybt afhængige af hinanden. Det havde ikke været det samme uden jer. Hvis halvdelen af jer havde meldt afbud, og aldrig var dukket op, var det blevet et fuldstændig andet år. Vi har holdt hinandens liv i hinandens hænder. Det er alle jer – alle os – der sammen har skabt dette år. Det er fællesskabets kraft. Husk det – tag det med jer.
Det er måske det vigtigste, vi har lært jer i år: at I kan en smule alene – og næsten det hele, når I gør det i fællesskab.
I har gjort hinanden tamme, som nogle af jer måske har læst i klassikeren ‘Den lille prins’. I har knyttet bånd og tålmodigt gjort jer afhængige af hinanden. I er hver især uundværlige for det fællesskab, vi har kaldt Brølle2021. I er jo mennesker som milliarder af andre. I er danskere som millioner af andre. Og I er unge som tusindvis af andre unge. Men I betyder jo noget helt helt særligt for os – og I betyder noget ganske særligt for hinanden.
I er blevet mødt med kærlighed, tillid og respekt. Sådan har I mødt hinanden, og sådan er I blevet mødt af os voksne. Med kærlighed fordi vi mange gange har fortalt jer, at I er søde, sjove, dejlige og ekstremt nemme at holde af. Og det har været selvforstærkende. Jo oftere vi har mødt jer med kærlighed, jo dejligere er I blevet. Tag det med jer. Mød nye venner og klassekammerater med en tro på, at de sikkert er vildt søde og dejlige.
Vi har mødt jer med tillid og respekt, fordi vi grundlæggende har kunne mærke, at I har villet os, skolen og det fælles dannelsesprojekt, som vi har brugt timevis på siden august. Og vi har villet jer i lige så høj grad.
Om ganske få timer overgår I til et af de fineste prædikater, man kan få – nemlig at være gamle brøruphusere. Vi giver ikke helt slip på jer, for vi forventer at invitere jer til et væld af arrangementer på skolen – og jeg håber og tror ikke, I giver helt slip på os, men gemmer venskaberne, oplevelserne og skolen i hjertet. Jeg forventer, I tager skolens værdier med jer gennem livet – at I gør jer umage, gør mere end I behøver, opfører jer fornuftigt – for så kan et efterskoleår faktisk vare resten af livet, hvis I tager det med jer og husker alt det, I har lært.
I de kommende uger kan I blive ramt og overmandet af massiv tristhed og være opgivende over for alt det, der venter efter sommerferien. Det er okay og meget naturligt, men når alt det nye nærmer sig, så vær åben og positiv – mød de nye ting med samme iver og energi, som da I startede på Brøruphus. Det er vigtigt, for livet går videre, og der venter jer mange fine oplevelser og år derude.
Jeg er så tryg og så glad for at sende jer smukke unge mennesker ud i verden. I har så meget at byde på. I er positive, konstruktive, begejstrede og kærlige. Husk at grib verden – rejs ud, byd ind, gå forrest.
Vi siger farvel til:
En særlig energi og begejstring, når I har været publikum til koncerter og opvisninger.
Et imponerende indtag af køkkenets morgenboller.
Bisse, Fif, Dumbtruck, Guffe, Slattenmis, Toblerune og alle jer andre, der bliver kaldt ved jeres fødenavn.
Det ene elevstyrede arrangement efter det andet. I har været ustoppelige.
Kære forældre. Jeg ved, I havde ventet et andet år, da I for måske længe siden besluttede at sende jeres børn til Brøruphus. Alligevel har I loyalt og positivt bakket op om projektet, selvom I var lige så frustrerede under nedlukningen som os og jeres børn. Vi er dybt, dybt taknemmelige over at have en forældregruppe som jer. Vi har fra start til slut følt, at I har villet både skolen og jeres børn det bedste. Vi fældede en tåre, da I troppede op med blomster og gaver til alle medarbejdere, da vi kunne starte op igen, og det illustrerede virkelig den solide opbakning, vi har oplevet fra jer. Af hjertet tak!
Og forældre: I har nogle fantastisk dejlige børn, der er rustet, styrket og klar til møde alverdens store og små udfordringer.
Vi ved, de kan klare og overkomme konflikter med dem, de bor sammen med. De kan lave mad og komme op om morgenen – de fleste dage. De kan ganske mange sange fra den nye højskolesangbog. Og de har oplevet og mærket værdien af at gøre noget for hinanden. De kan larme og tage teten – forstået på den mest positive måde. De kan sige ja og tage én for holdet.
Så hvis I spørger jer selv, om I som forældre nu har fået noget for pengene, så vent lidt med at søge svaret. Vent et par måneder, måske længere, og se, om skolens værdier ikke har præget jeres børn og fået dem til at vokse. Vi kan i hvert fald se, at det er en forandret flok, der forlader os, men det har også været så intenst, at det skal have lidt tid til at bundfælde sig.
Jeg håber, I giver dem plads og tid, for året har uden tvivl rykket ved verdensopfattelser og væremåder. I skal ikke nødvendigvis møde dem på samme vis som før.
I har som forældre også været hårdt ramt af corona. Vi plejer jo at invitere jer ind i langt højere grad, og alle medarbejdere har savnet at være sammen med jer og lære jer at kende. Vi er utrolig taknemmelige for jeres store opbakning det til trods. I har mere end nogensinde været sendt på sidelinjen, og havde det været muligt, havde vi dyrket og forkælet jer langt mere. Men vi har nydt de stunder, vi trods alt har haft sammen, og jeg håber, at vi i dag kan hylde og fejre alt dét, vi fik sammen. Og jeg tror, I mest af alt glædes over alt det, jeres børn fik med.
Kære medarbejdere. Jeg kan ikke rose jer nok for den arbejdsindsats, I har leveret i dette skoleår. I har været ekstremt omstillingsparate og positive, og I har kastet jer ud på ukendt farvand med et imponerende overskud. I er så dedikerede og så dygtige, og selvom ingen vidste, hvordan man laver efterskole under en pandemi, så er I lykkedes med opgaven, og I har et stort ansvar for, at vi er så lykkes så godt med dette elevhold, som vi er. Med optimisme har I lagt jer i selen for at lade eleverne mærke så lidt til restriktioner som muligt.
Intet varer evigt – heller ikke dét at lave efterskole under coronarestriktioner. Heldigvis – for vi trænger til lidt færre aflysninger og ændringer i sidste øjeblik. Men herfra skal I have en stor og varm tak for indsatsen.
Kære elever. Intet var evigt, og jeres efterskoleår stopper her. Det stopper i fysisk forstand, men trøst hinanden med tanken om, at I gemmer det i jeres hjerte. Når jeg ser traileren til Thora Lorentzens meget flotte og anmelderroste dokumentarserie ”Efterskolen” bliver jeg varm om hjertet, og jeg bliver mindet om, at et efterskoleår består af så mange små klip. Små klip i hver jeres film. Når I kører herfra, så luk øjnene, og I vil se alle de klip, som blev en del af jeres efterskolefilm. Gem nu minderne og husk på, at I har været en del af noget større.
Husk: det er bedre at komme galt afsted end ikke at komme afsted. Lad jer ikke slå ud af, at I begår fejl, for I bliver klogere og stærkere af dem alle. I skal jo skubbe verden videre og foretage jer alle de vigtige ting – og I har det i jer.
Verden ligger derude og venter på jer – pas godt på den og pas godt på hinanden.
Tak fordi I spillede med – tak fordi I valgte os og hinanden til – tak for jer. På gensyn som gode, gamle elever.
Tak for ordet.