Andreas’ afslutningstale 2018

Afslutningstale 2018

Årgang 2017-18, hvorfor er I dog så dejlige? I Thy – Skyum Bjerge – i det nordvestlige Jylland står der en sten til minde om højskolemanden Aage Rosendal og den skole, verdensuniversitetet, han havde stiftet. På stenen står der ”Hvorfor er du så dejlig?”, for det var sådan Aage Rosendal mødte sine omgivelser. Han søgte det positive og det hjertelige, og han ville dyrke det smukke og fine i menneskene omkring ham. Jeg synes, det er en meget inspirerende og skøn tilgang at møde andre mennesker på, og når jeg kigger ud på jer, ved jeg præcist, hvordan han måtte have det.

I går et liv i møde, hvor I kommer til at lære mange nye mennesker at kende, og jeg vil opfordre jer til at gemme den sætning i baghovedet og have den med jer, når I møder nye mennesker. Hvis I møder dem med en forventning om, at de gemmer på noget dejligt og smukt – uanset forskellighed og førstehåndsindtryk – så får I mange venskaber med jer.

I blev mødt med en forventning om, at I nok var en dejlig og god årgang – og det blev I.

For 10 måneder var alle os samlet til starten på et nyt skoleår. Jeg sagde, at tiden ville flyve afsted – og I elever hørte absolut ingenting af talen, for I havde mere travlt med at styre sommerfuglene i maven og forholde jer til, hvem de andre elever var. Men jeg sagde også til jer, at en flok mennesker, der kun vil noget med sig selv kan aldrig blive et fællesskab. I skal ville noget med hinanden, og I skal give noget af jer selv.

Vi ved aldrig helt, hvad der venter, når et nyt skoleår sættes i gang. Hvem er I – hvad vil I – hvad forventer I – i hvilken retning vil I bevæge jer?

I dag må jeg bare konstatere, at I har givet helt vildt meget af jer selv. I har villet så meget med hinanden og med skolen. I har taget hinandens og vores hjerter med storm – og det har grundlæggende bare været en kæmpe fornøjelse at lave efterskole med jer.

Hvor lang tid skal man egentlig bruge på at blive et fællesskab? I har været på skolen i 42 uger. 294 dage. 7056 timer. 10 intense måneder. Fyldt med opture og nedture. Store og små oplevelser. I har hver især oplevet, hvor fedt det er at gå på efterskole – og hvor besværligt og hårdt det ind i mellem er. Det er ikke kun likes og hjerter – det er også skuffelser og surt slid.

Året har nok ikke bare været alt det, I havde regnet med. Jeg håber sådan set, I har fået og fundet meget andet end det, I forventede. Jeg håber, verden har åbnet sig for jer – at I har skubbet hinanden steder hen, I ikke vidste fandtes.

I den sidste tid har I flere gange spurgt, hvordan I har været som årgang. Om I har været de bedste, de sødeste. Vi undviger altid disse spørgsmål, for det er jo ikke det, det handler om. Hella Joof har skrevet en bog fyldt med egne regler, der siger mange kloge ting om livet. Én af disse regler er “reglen om -ste”. Hun beskriver, hvordan det i dag ikke er nok at være et mirakel, bare fordi man er blevet født. Man skal være den dygtigste, pæneste, sjoveste, flittigste og klogeste – man skal være den -ste! Men det kan alle selvsagt ikke være. Der er de -STE, og så er der resten. Det er uretfærdigt, men det er sådan, det er.

STE-reglen virker ikke, når man taler om efterskoleår og relationer. For os har I været gode, dejlige, søde og sjove. I har været nemme at være sammen med, og I har i store træk passet rigtig godt på hinanden. I har selvfølgelig også trådt ved siden af, dummet jer og ind i mellem opført jer åndssvagt. Men som helhed – som årgang – har vi været glade for jer, og I har sat jeres solide præg på skolen i de sidste 10 måneder. Både fysiske aftryk med ny kunst på væggene, tyggegummi under stolene og til tider en lidt for hårdhændet behandling af skolens inventar. Men i særlig grad også andre aftryk præget af gode snakke under et spil partners, højlydt fællessang og ja-hatten, I næsten altid har haft på.

Man taler en del om det præstationsræs, de unge udsættes for med fokus på høje karakterer og stopprøver. I har på Brøruphus taget et dannelsesår, hvor vi godt nok slutter året af med prøver og præstationer, men der har været en hel masse andre ting på spil, der har fyldt meget af skoleåret. Ting, der ikke handler om at være den bedste eller hurtigste. I unge er fremtiden, og fremtiden er det, vi sammen gør dem og den til. Normerne for, hvad der er værd at lære, er blevet smallere – begrænset af, hvad der kan tælles. Jeg vil opfordre jer til at tælle mindre og tro på, at det nok skal gå, selvom tallene og præstationerne ikke arter sig, som I gerne vil.

I marts, da vi havde besøg af Vocalline til forældreaftenen, sang de en rørende smuk udgave af en sang skrevet af Sanne Salomonsen, der hedder Hjem. Jeg tror, hun har skrevet den efter en barsk periode i eget liv – og endelig følte hun, at hun var kommet hjem og havde fundet sig selv.

Omkvædet lyder “Som et vers, der fandt sin sang. Står jeg her, og selvom vejen den var lang. Så er jeg kommet hjem”. I verset skriver hun “Og jeg er præcis, hvor jeg skal vær. Er ved at finde frem til det menneske, jeg er. Jeg er ikke bange for at fejle mer. Lever man, er det jo, hvad der sker.”

Jeg tror, mange af jer forstår, hvad hun beskriver. Følelsen af at høre til og finde hjem – som et vers, der fandt sin sang. Det er de færreste 15-17-årige, der ved præcist, hvor og hvem de skal være. Både i bogstavelig forstand, for I er tit kommet for sent til morgensamling – men især mentalt og menneskeligt, for det kan tage mange mange år at finde ud af, hvem man er. Men jeg tror, året på Brøruphus har gjort, at I er kommet nærmere på, hvem I egentlig er, og forhåbentlig har I lært, at fejl, forkerte beslutninger og utryghed er en uundgåelig del af livet. Det handler mere om, hvordan man takler det, og jeg kan se, I er blevet mere robuste, så I tør møde alle de udfordringer, der venter jer. Der kommer masser af bump på vejen – I kommer til at begå masser af fejl. Vi er trods alt bare mennesker. Det handler mere om, hvordan I takler det. Fx tror jeg, at skoleårets værelsesbyt har lært jer, at I kan mere, end I tror – og at de værste bekymringer sjældent bliver til virkelighed.

Digteren Søren Ulrik Thomsen har sagt, at ”Mens man tror, at man gør alt det rigtige, kommer man også til at gøre noget forkert. Men man foretager sig desuden en hel masse vigtigt, som ingen har gjort før, og det er den måde, ungdommen skubber verden videre på”.

Med andre ord: det er bedre at komme galt afsted end ikke at komme afsted. Lad jer ikke slå ud af, at I begår fejl, for I bliver klogere og stærkere af dem alle. I skal jo skubbe verden videre og foretage jer alle de vigtige ting – og I har det i jer.

Om et par timer er I ikke længere efterskoleelever. I overgår til et af de fineste prædikater, man kan få – nemlig at være gamle brøruphusere. Vi giver ikke helt slip på jer, for I bliver invitereret til et væld af arrangementer på skolen – og jeg håber og tror ikke, I giver helt slip på os, men gemmer venskaberne, oplevelserne og skolen i hjertet. Jeg forventer, I tager skolens værdier med jer gennem livet – at I gør jer umage, gør mere end I behøver, opfører jer fornuftigt – for et efterskoleår kan vare resten af livet, hvis I tager det med jer og husker alt det, I har lært.

I de kommende uger kan I blive ramt og overmandet af massiv tristhed og være opgivende over for alt det, der venter efter sommerferien. Det er okay og meget naturligt, men når alt det nye nærmer sig, så vær åben og positiv – mød de nye ting med samme iver og energi, som da I startede på Brøruphus. Det er vigtigt, for livet går videre, og der venter jer så mange fine oplevelser og år derude.

Jeg er så tryg og så glad for at sende jer smukke unge mennesker ud i verden. I har så meget at byde på, I er så positive, konstruktive, begejstrede og kærlige. Husk at grib verden – rejs ud, byd ind, gå forrest. Hvis I gør det, går vi altså en lys og lovende fremtid i møde.

  • Vi siger farvel til:
    Kopnudler i uhørt store mængder.
    Måge, Karry, Pumper Pete, Makrala, Bassefis, Laui og alle jer andre, der bliver kaldt ved jeres fødenavn.
    En total invadering og omfavnelse af de nye møbler i opholdsstuen.

Kære forældre. Tak for et meget konstruktivt og ordentligt samarbejde. I blev skubbet ud på et sidespor, da I afleverede jeres børn i august, men jeres opbakning til skolen og eleverne har en kæmpe stor betydning for os, og I er faktisk langt vigtigere for et vellykket efterskoleår, end I måske tror. I har taget fat i os, når I fornemmet ting, vi ikke har set, og samarbejdet har været båret en fælles vilje og lyst til at lykkes med elevholdet. I har gjort et godt forarbejde og sendt os en flok elever, der har villet os og hinanden på alle måder. Nyd den kommende tid – I får nogle dejlige, kloge og modne børn med hjem – men giv dem lidt tid og plads, for det kan være noget hårdt og uoverskueligt for dem at vænne sig til livet som tidligere efterskoleelever.

En særlig stor tak til medarbejderne. I er så dygtige til at lave god efterskole. I har knoklet og gjort jer umage, og netop i dag er det vigtigt, at I soler jer i alle glædestårerne og de varme kram, for I har en stor del af æren for, at vi er lykkes så flot med årgangen. Det er en kæmpe fornøjelse at lave efterskole med jer – tak for indsatsen.

Kære elever. Vi har holdt uendelig meget af jer, og det er jeres skyld, at vi overhovedet er her – uden jer, ingen skole. I har været vedholdende og stabile som flok, og I har haft en usædvanlig positiv tilgang til alle de opgaver og udfordringer, vi har givet jer. Det er vi jer meget taknemmelige for, og det vil vi huske jer for. Det har været et kæmpe privilegium at arbejde med jer.

Gør jer umage med jeres liv, jeres drømme, jeres uddannelse. Gør jer umage med hinanden og engagér jer i det samfund, I er en vigtig del af. Stå på tæer og tro på, at I er uendelig meget værd. For det er I er! Følg jeres hjerter og grib alle de muligheder, der opstår.

Gå nu ud i verden og vis den, hvad I har lært – og vigtigst: hvem I er.

Verden ligger derude og venter på jer – pas godt på den og pas godt på hinanden.

Tak.