Livet på Brøruphus Efterskole
Når du er elev på Brøruphus Efterskole bliver du samtidig en del af et fællesskab, hvor mere end 180 unge mennesker skal få en hverdag til at fungere – sammen. Det er en opgave som kun kan løses, hvis alle bidrager med en positiv, nysgerrig og åben holdning til både undervisningen og samværet med andre. På Brøruphus har vi nogle rigtig gode faciliteter og nogle dygtige og dedikerede lærere, men det gode efterskolefællesskab opstår først, når eleverne tager ansvar for hinanden og sammen skaber det bedste efterskoleår.
Hverdagen
For at få hverdagen til at fungere, når så mange mennesker bor sammen, er det vigtigt med struktur. Derfor er der nogle rutiner, som vi gentager langt de fleste dage. Der er morgenmad kl. 07.00, og derefter gør vi skolen ren og fin. Kl. 08.00 er der morgensamling, og derefter starter undervisningen. Der er naturligvis pauser i løbet af dagen, og når køkkenet serverer mad seks gange om dagen, behøver du aldrig gå sulten i seng. Om aftenen er der stilletime fra kl. 18.30 til 19.30, hvor der er tid til at lave lektier eller slappe af og få noget ro. Derefter er der fri leg og hygge indtil kl. 22.30, hvor vi siger godnat.
Kom med rundt på denne rundvisning på skolen.
Tidligere elever fortæller hvad et år på Brøruphus har betydet for dem.
Regler og forventninger
Vi har et fælles ansvar for at lave en god skole, hvor alle trives og føler sig hjemme. Derfor må alle arbejde på at skabe et godt efterskolemiljø med humør og alvor, spontanitet og eftertænksomhed, glæde og respekt for hinandens arbejde og meninger. Hvis det skal lykkes, er der nogle regler, som alle skal følge:
- Du har pligt til at vise hensyn til andres arbejdsvilkår og trivsel.
- Deltagelse i undervisning, fællesarrangementer og måltider er obligatorisk, og du skal deltage aktivt i timerne.
- Alkohol og alle former for euforiserende stoffer er forbudt på skolen og på rejser til og fra skolen.
- Du må ikke være på andres værelsesafsnit fra kl. 22 og til kl. 8.
- Du skal være på eget værelse fra kl. 22.30 til kl. 6.30.
- Skolen er røgfri.
Værelset og kontaktgruppen
Hos os bor de fleste elever på blandede gange, for der er bad og toilet på næsten alle værelser, og du deler værelse med elever af samme køn som dig selv. Du bor sammen med enten 1, 2 eller 3 andre elever, og at være tæt på andre mennesker er en af de største glæder ved efterskolelivet, men kan også være en af de største udfordringer. Vi lover, at det bliver sjovt, bøvlet og lærerigt.
Alle elever bytter værelse to gange i løbet af skoleåret – i november og marts. Vi gør det, fordi vi gerne vil give dig flest mulige venskaber på tværs af årgangen og styrke dine sociale kompetencer. Når vi ryster posen og blander eleverne på nye værelser, udvikler de evnen til at skabe netværk og nye venskaber, og vi skubber til elevernes menneskelige udvikling.
Som menneske bliver man mere tolerant og rummelig, når man bor og lever sammen med andre – og heldigvis tager man venskaberne fra de første værelser med videre til de næste. Læs mere om værelsesbyt.
Hele året har du en kontaktgruppe på cirka 10 elever og kontaktlærer. Det er din trygge base, og du kommer til at lære de andre elever og din kontaktlærer rigtig godt at kende. I de første tre måneder bor du tæt sammen med din kontaktgruppe, og vi blander grupperne med både 9. og 10. klasseselever og forskellige linjefag, så du lærer flest mulige at kende på skolen. I den første tid bruger vi rigtig meget tid i kontaktgruppen, så starten bliver god og tryg, og det er kontaktlæreren, der varetager al kontakt mellem skolen og forældre.
Lektiecafé
Vores ambition er at gøre vores elever bedre – både menneskeligt og fagligt. Derfor har vi også fokus på den faglige fordybelse og forventer, at alle er engagerede, parate og har lyst til at lære. Fra kl. 18.30 til 19.30 har vi stilletime, og her har alle elever også mulighed for at gå i lektiecafe, hvor lærere står klar til at hjælpe med de faglige udfordringer. Her opstår der også et rigtig godt fagligt fællesskab, hvor eleverne bruger hinanden til at dygtiggøre sig.
Du får god mad
På Brøruphus kommer du til at leve et meget aktivt liv uanset, om du er mest til idræt eller de kreative fag. Derfor er det vigtigt, at du får en god, varieret og nærende kost. Vi mener, at hjemmelavet mad er bedst, uden brug af tilsætningsstoffer og kunstige sødemidler. Derfor er vi også stolte over at have sølvmærke i økologi, og vi arbejder dagligt på at undgå madspild. Alle elever har en uge i køkkenet, hvor de får respekt for, hvad det kræver at lave god mad – og de får helt sikkert også en krammer. Dem er der rigtig mange af i køkkenet.
Skirejsen
De sidste mange år har vi været på skirejse til Hafjell i Norge, hvor vi står alpint. Dygtige instruktører og gode forhold for både begyndere og øvede gør, at alle får en rigtig god tur. Du kan vælge at køre stille og roligt ned ad den grønne løjpe hele vejen fra toppen eller udfordre dig selv med kvindernes styrtløbsløjpe fra OL i 1992.
Vi bor alle i hytter, hvor vi selv står for at lave mad, og det er en rigtig god social aktivitet. Om aftenen mødes vi og kårer dagens helte, styrt og snemænd.
Arrangementer
I løbet af året får du rigtig mange oplevelser. Nogle er du selv med til at arrangere, andre skal du bare møde op til. Vi holder koncerter, både hvor vi selv spiller, og hvor dygtige musikere besøger os. Vi er i teateret, holder gruppearrangementer, hører foredrag, bakker hinanden op til kampe, er til atletikstævne og musikfestival, står på ski, hygger i sofaerne, synger rundt om bålet, tager på kanotur, cykler over høje bakker, laver gymnastikopvisning for 4000 mennesker i Forum Horsens, løber halvmaraton (ikke alle!), ser solnedgangen og meget, meget mere. Et efterskoleår er fyldt med oplevelser, og du kan godt begynde at glæde dig.
Weekender
Rigtig mange elever vælger at blive på Brøruphus i weekenderne. Her har du god tid til at være sammen med dine kammerater og lave alt det, I ikke nåede i hverdagene. Ofte har weekendlæreren også arrangeret noget, eller I gør det sammen – og måske er der endda forberedt et specielt tema. Fem-seks gange i løbet af skoleåret er der bliveweekend, hvor alle elever bliver på skolen.
Livet på Brøruphus Efterskole
Follow us on Instagram