A10

Vi tilbyder nogle alternative 10. klassestilbud for dig, der vil prøve noget andet end den almindelige 10. klasse. Det betyder, at man ikke afslutter året med folkeskolens prøver. Du har stadig linjefag, valgfag, gymnastik og alle de andre fællesfag med de andre elever. Det er kun de almindelige boglige fag, der erstattes af A10.

A10 – Anderledes 10. klasse

A10 er for dig, der ønsker et skoleår med faglig fordybelse, nysgerrighed og plads til at tænke nyt. Her kombinerer vi stærk faglig undervisning med temaforløb, kreativitet og samarbejde, så du både udvikler dine faglige kompetencer og lærer mere om dig selv.
Du har de klassiske fag: dansk, matematik, engelsk, tysk, fysik/kemi og medborgerskab, men du får ingen karakterer, og du går ikke til de officielle FP10-prøver med ekstern censur.

I A10 er du med til at tage ansvar for din egen læring. Undervisningen er bygget op omkring engagement, deltagelse og lysten til at undersøge verden gennem virkelighedsnære problemstillinger. Du arbejder både selvstændigt og sammen med andre i fordybelsesforløb, hvor flere faglige perspektiver bringes i spil, og hvor der er plads til innovative idéer og nye perspektiver.

A10 er målrettet elever, der ønsker en solid, faglig ballast og samtidig vil udfordres til at tænke kreativt, reflektere og finde løsninger i fællesskab. Undervisningen veksler mellem faglig fordybelse og læringsforløb, som styrker dine studiekompetencer og gør dig klar til næste skridt – uanset om du drømmer om STX, HTX, HHX, HF, EUX eller noget helt andet.

Som efterskoleklasse er A10 karakterfri. Det giver frihed til at gå i dybden med fagene og temaer uden fokus på pensumkrav. I A10 forpligter du dig til at engagere dig i læringen, møde velforberedt og være en aktiv medspiller i både det faglige arbejde og det fællesskab, vi skaber sammen.
Klassen er karakterfri, men den er ikke evalueringsfri. Du vil i årets løb blive evalueret med feedback på de afleverede opgaver, øve dig i præsentationer af de faglige forløb foran en gruppe, i videopræsentationer eller sammen med en makker fremlægge noget for klassen. Det betyder også, at der vil være et fordybelsesforløb i slutningen af året, hvor du afprøver og evaluerer alt det, du har lært i årets løb.

A10 er for dig, der vil mere end bare gå i skole. For dig, der ønsker et år med faglige udfordringer, stærke fællesskaber og mulighed for at udvikle dig i et miljø, hvor læring handler om både viden, engagement og modet til at tænke anderledes.

For at blive en del af klassen, er det vigtigt, at du har retskrav til din ungdomsuddannelse fra 9. klasse – dvs. du er uddannelsesparat og opfylder karakterkrav til den ønskede ungdomsuddannelse. I denne klasse kan man ikke gå til prøve i 10. klasse. I foråret – inden skolestart i august – beder vi de kommende elever og forældre tage stilling til, om de ønsker plads i den almindelige eller en af vores prøvefrie 10. klasser.

Tilmeld dig Broruphus Efterskole
Dagligdagen på Broeruphus