AFSLUTNINGSTALE 2024

’Jeg synes ikke, verden er ond. Jeg synes, verden er bøvlet. Verden er bøvlet, men den er ikke ond. Der er dage, der tæller. Og der er dage, der måske burde i glemmebogen, selvom de ikke gør det. Det er sgu så kliché-agtigt, men af og til må man bare leve livet, suge solen til sig, drikke hendes vidunderlige smil. For pludselig en dag, så er det hele ovre’.
Sådan lyder Lars Lilholts stemme i Solmænds sang ”Er Det Okay”, og jeg synes, det er så fint sagt. Det passer så fint på verden, og det passer så fint på jer. For ja, det er ind i mellem bøvlet at være jer. Og I er hverken onde eller har onde hensigter, og her på sidste dag håber jeg, I vil kigge på hinanden og være taknemmelige for det år, I sammen fik. For pludselig en dag er det hele ovre – og I dag er jeres efterskoleår slut.
Vi er i øvrigt helt høje over samværet med jer her i den sidste tid. At se jer lege i poolen på afslutningsturen, møde jeres smil og varme øjenkontakt på gangene, lytte til jeres refleksioner over de sidste ti måneder og meget andet. Det har været så livsbekræftende, dejligt og rørende at være en del af og vidne til. Vi er meget taknemmelige for den gode afslutning.

Vi hørte Solmænds sang sammen forleden, hvor I fik nogle velmente ord med på vejen. Dem får I endnu flere af i dag – både velmente ord og sange.
For det er så fristende at søge visdom og inspiration i den sangbog, I har sunget fra hele skoleåret. ”Bogen” som I kalder den, ’salmebogen” som nogle af jer kaldte den i starten. ”Den blå” – eller bare dens rette navn: højskolesangbogen.
Havde jeg haft evnerne, havde jeg skrevet en sang til jer. En sang om livet, om fællesskab, om kærlighed og om alt det gode, vi har delt i årets løb. Jeg kan ikke skrive sange, men det er der andre, der kan, og dem har vi sunget masser af i årets løb. Hver morgen har I sat jer i foredragssalen med jeres sangbog, og vi har sunget til sangtimer og mange andre lejligheder.
Sangene har lært os, at livet det er livet værd, på trods af tvivl og stort besvær (480) og at vi skal elske verden, trods al dens nød og strid (88). Vi har så gerne ville give jer denne robusthed med, så I kan finde gnisten, overskuddet og optimismen, når det hele er hårdt og ser mørkt ud. For I vil jo møde masser af modstand og bøvl ude i verden, og I skal i de næste mange år øve jer på at håndtere og modstå denne modstand.

Vi har også sunget os til den vigtige lærdom, at du er en del af os, der skal mere end én til at elske og slås (215) og at det blev på et år, det vi levede på, fællesskab fødes når JEG blir til OS (218), og har du vovet, og har du lovet, og har du svigtet, så var du til (110). Hvor har vi talt meget om fællesskab. I har hørt lærerne tale om brænde til det fælles bål, og at fællesskab, det er noget, vi giver til hinanden. I har mærket suset af, hvad et fællesskab kan, for det er selvfølgelig ikke nok at tale om det. I har oplevet det, når et fuldt elevhold har sunget fødselsdagssange for jer i foredragssalen, når de gamle elever hujede, klappede og råbte i vildskab til opvisningen ved gl. elevdag, når I har sunget, grint og talt sammen, når I som elevhold har fået roser og pæne ord fra nær og fjern.
Sangene har givet jer kærlige ord med på vejen. I er nemlig blevet fortalt, at uanset om du nu tror det, så ved jeg, at lyset brænder for dig! Og kigger du op, er der nok en vej (147) og at det du køber kort kun rækker, bilen ruster, båden lækker. Det der varer og har værd, kan man aldrig købe her (148). I er også blevet mindet om, at ingen er alene, når verden lukkes ind, bygger vi bro fra sind til sind (24), og at I skal gribe en chance, skabe balance. Med verden i mit hjerte, kærlighed.
I har skabt jeres egen efterskolemelodi – I er blevet jeres egen fortælling om årgang 2023-24. Nu skal I ud at finde endnu flere melodier, men I vil aldrig være alene, for I vil – blandt mange andre steder – altid kunne finde et væld af livsvisdom i den blå poesibog, som I har fået med hjem og ind under huden.

Hvis I kommer til udlandet, så prøv at beskriv for en fremmed, hvad et efterskoleår er og kan. 180 unge samlet på en skole 24/7, uden mor og far, fyldt med pligter og frihed. Det er jo dømt til at skulle gå galt.
Og det gør det også nogle gange. Det gik ind i mellem også galt for jer. Men det gik også alt muligt andet. Langt mest af det gode. Og så lidt galt ind i mellem.
I har virkelig presset os, når I har lukket jer for meget om jer selv, virket ligeglade med hinanden og taget hinandens ting.
I har virkelig begejstret os, når I sat aftenaktiviteter i gang for hinanden, fyret den af til opvarmning med Zumba-Jane og grinet i sofaerne.
I har rummet hele spektret og været hele følelsesregisteret igennem. Alvor og sjov. Hverdag og weekend. Frustration og begejstring. Sorg og glæde.
Og sorgen ja; den mødte vi desværre også.
Det er umuligt at finde mening i, at Noah ikke længere er hos os og i denne verden. Og vi behøver heller ikke forsøge at finde meningen. Men vi har båret ham med os. Ingen kunne tage hans halve år på efterskole fra ham, og ingen kan fratage os de aftryk, han satte i os. I stod som elevhold stærkt sammen, og det var et varmt, trygt, kærligt, inkluderende og stort fællesskab at være en del af. Tænk sig, at I kunne – at vi kunne. Det vil vi aldrig, aldrig glemme jer for.
I hørte os sige, at når ens egne ord slipper op, må vi ty til sangene:
For livet er livet værd. På trods af tvivl og stort besvær. Og på trods af det, som smerter. (480) Og I har sunget om, hvad livet vil, hver dag vi er til stede (481).
Og I har lært – på den alt for hårde måde – at alle de mennesker I har elsket, altid vil befinde sig i jer (485). Det er livsvisdom, I for altid vil tage med jer. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om.

Men ud af sorgen vokser lykken, og de stærkeste rødder har træer i blæst (147). Jeg kan se, at I er blevet mere rodfæstede i årets løb og står stærkere end i august. Jeg håber, jeres efterskoleår har gjort jer mere afklaret på jeres egne værdier, og at mødet med skolens værdier og menneskesyn – og alle de andre kammerater på årgangen – har skubbet til jeres eget værdisæt og måde at være i verden på.

Nu skal I videre i livet. Videre med alverdens spændende ting, som jeg håber, I vil finde glæde ved. Det allervigtigste er faktisk, at I gør noget, der er meningsfyldt. I skal ikke bare følge strømmen og gøre det, andre eller samfundet forventer af jer. I skal se op, række ud og gøre noget for andre. I har været på en 10 måneders dannelsesrejse her på Brøruphus – og den stopper ikke her. Både fordi I bærer værdierne med jer i hjertet, og fordi I forhåbentlig tager på en ny dannelsesrejse efter sommerferien.
Filosoffen Anders Fogh Jensen har forsøgt at definere, hvad det vil sige at været et dannet menneske. Han mener, at dannede mennesker har stedsans uden at have været alle steder.
At have stedsans uden at have været alle steder. Det betyder, at jeres indre værdikompas gør, at I har en grundlæggende fornemmelse af, hvad der er rigtigt og forkert, og I vil altid være i stand til at orientere jer, når I møder nye mennesker, skifter arbejde, oplever nye kulturer. Et dannet menneske farer sjældent fuldstændig vild, og hvis man kommer på afveje, har man en fornemmelse af, hvordan man finder hjem igen.
Lykken og glæden er ikke noget, vi kan planlægge. For livet er alt andet end det, vi glæder os til. Livet er ikke vores individuelle jagt efter lykkerus og fester. Tænk på alt det, I har oplevet her på efterskolen, som er ting, I IKKE har haft glædet jer til. Samtalerne, der er opstået på bo-områderne, spontane badmintonkampe, glæden over en solnedgang, morgensang, der har givet gåsehud, smilet fra en, du gik forbi på gangen, et uventet brev fra en ven, aftenservering og meget, meget mere.
Livet leves lige der, hvor du er. Ikke alle mulige andre steder. Så nyd der hvor du er.

I de kommende uger kan I blive ramt og overmandet af massiv tristhed og være opgivende over for alt det, der venter efter sommerferien. Det er okay og meget naturligt, men når alt det nye nærmer sig, så vær åben og positiv – mød de nye ting med samme iver og energi, som da I startede på Brøruphus. Det er vigtigt, for livet går videre, og der venter jer mange fine oplevelser og år derude.
Jeg er så tryg og så glad for at sende jer smukke unge mennesker ud i verden. I har så meget at byde på. Husk at grib verden – rejs ud, byd ind, gå forrest.
Vi siger farvel til:
En helt, helt særlig Zumba-energi.
Et imponerende indtag af køkkenets chili-mayo.
Tulle, Diller, Vildbasse, Mølle Pølle, Ravnefar, Emse, Duski og alle jer andre, der bliver kaldt ved jeres fødenavn.
Det ene elevstyrede arrangement efter det andet.

Og til jer forældre: I har nogle dejlige børn, der er rustet, styrket og klar til møde alverdens store og små udfordringer.
Vi ved, de kan klare og overkomme konflikter med dem, de bor sammen med. De kan lave mad og komme op om morgenen – de fleste dage. De kan synge, de kan cykle, og de kan gøre rent. Og de har oplevet og mærket værdien af at gøre noget for hinanden. De kan larme og tage teten.
Så hvis I spørger jer selv, om I som forældre nu har fået noget for pengene, så vent lidt med at søge svaret. Vent et par måneder, måske længere, og se, om skolens værdier ikke har præget jeres børn og fået dem til at vokse. Vi kan i hvert fald se, at det er en forandret flok, der forlader os, men det har også været så intenst, at det skal have lidt tid til at bundfælde sig.
Jeg håber, I giver dem plads og tid, for året har uden tvivl rykket ved verdensopfattelser og væremåder. I skal ikke nødvendigvis møde dem på samme vis som før.

En stor tak til alle medarbejdere. Med dedikation, professionalisme og ordentlighed har I gjort et fantastisk stort arbejde for eleverne og skolen. I er dygtige, flittige og fyldt med et ønske om at danne eleverne med hjerteblod, kærlighed og ordentlighed. I er dygtige til at lave efterskole, og I har en stor del af æren af, at det er lykkes så godt, som det er. Det er en stor fornøjelse at arbejde sammen med jer, og jeg er stolt af jeres arbejdsindsats.

Kære elever – det var så det. Tro mig, når jeg siger til jer, at I har været dejlige at være sammen med. En masse gode mennesker har krydset jeres vej, og I tager vidt forskellige ting med herfra. I tager skolen med i jeres hjerter, og værdierne vil forhåbentlig præge jer længe. Tilfældighederne skabte jer som årgang – men skolens rammer og værdier har ikke været tilfældige, og vi er overbevist om, at de har givet og fortsat vil give jer livsvisdom og dannelse til jeres videre vej gennem livet.
Verden er ikke ond. Den er bøvlet, men den er ikke ond. Elsk den brogede verden trods al dens nød og strid og pas rigtig godt på hinanden.

Tak fordi I gjorde skolen til jeres. Tak for tiden og glæden. For bøvlet og begejstringen og alt det midtimellem. I er en skøn, charmerende og livgivende flok, og I vil blive savnet.
Tak til jer alle – på gensyn som gode gamle elever. En gang Brølle, altid Brølle.
Tusind tak for ordet.